<
>
Download

Seminararbeit
Kunst/Design

Aarhus Business College, Denmark

12, 1028

Fabian B. ©
4.80

0.29 Mb
sternsternsternsternstern
ID# 76261







 DA/SH

Det moderne gennembrud, Henrik Pontoppidan og Naadsensbrød


Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse  2

Indledning og problemformulering  3

    Metode      

    Hovedafsnit:

·       Redegørelse  5

·       Analyse  6

·       Budskab  11

·        Perspektivering  11

    Konklusion

    Litteraturliste  12


Indledning og problemformulering


Først vil jeg redegøre for den litteraturhistoriske periode Det moderne gennembrud og Henrik Pontoppidans rolle heri.

Dernæst vil jeg analysere Henrik Pontoppidans Nådsensbrød, med fokus på sarkasme, herunder religionskritik.

Slutteligt vil jeg sætte Nådsensbrød ind i et nutidigt, samt litteraturhistorisk perspektiv og sammenhæng. 


Metode

Først og fremmest vil der i opgaven blive gjort brug af den socialhistoriske metode, for at få en idé om handlingen af teksten ud fra historiens sociale og historiske kontekst, og dette kan eksempelvis blive gjort gennem miljøbeskrivelser.


Derudover vil der i mindre grad blive gjort brug af den biografiske metode, herunder den genetisk-historiske, der søger at forklare teksterne ud fra begivenheder og indtryk i forfatterens liv, blandt andet, fordi Pontoppidan til tider skrev ud fra egne erfaringer og ud fra egne holdninger, hvorfor sammenhængen ville være af interesse at undersøge. 



Redegørelse for den litteraturhistoriske periode Det moderne gennembrud og Henrik Pontoppidans rolle heri.

Det moderne gennembrud skabte igennem litteraturen et mere åbent forum for diskussion og kritik af samtidens problematikker. Dette står i skarp kontrast til romantikkens forfattere, der ofte skildrede et romantiseret billede af virkeligheden i deres litteratur, og ikke satte virkelighedens problemer under debat, som Det moderne gennembruds fadder Georg Brandes formulerede det.

Romantikkens idealisme blev altså udskiftet med en realisme og der ønskede at slå fast, at der kun findes én verden – denne verden, som igennem en naturvidenskabelig, empirisk, samt positivistisk tilgang kan ses, måles, vejes, beskrives og analyseres.[1]

Efter Georg Brandes (brandesianismen) intention blev Det moderne gennembrud, med dets religionskritik, individualistiske frihedsidealer og fornufts- og fremskridtstro[2] opgøret med romantikkens virkelighedsfjerne illusioner, og den nationalromantiske litteraturs dyrkelse af følgende institutioner: Kongen, familien, nationen, samt især kirken.[3] Herudover ønskede Brandes et opgør med det traditionelle kristne samfund, da det ikke havde individet i fokus.[4] 


Henrik Pontoppidan (1857-1943) er en af de store og vigtige forfattere i Det moderne gennembrud. Han har et omfattende forfatterskab bag sig – og fik i 1917 Nobelprisen i litteratur.[5] Pontoppidan voksede op som præstesøn i Randers, hvor faren prædikede en mørk, syndsbetonet kristendom – næsten livsfjendsk.[6] Dette, kombineret med en næsten punktlig dyrkelse af kristendommen, ansporede Pontoppidan til at tage en anden og mere religionskritisk retning[7].

Første skridt i denne retning, var valget af ingeniørstudiet, som han dog senere afbryder, til fordel for litterær forfatter samt journalist. Pontoppidan er kendt som en forfatter, der leverer en skarp kritik af samfundsforholdene i sin samtid – helt på linje med brandesianismen. I sine noveller fra 1880'erne er det særligt fattigfolkets vilkår på landet, der er i fokus og han fungerer med sin sociale indignation som et talerør for dem[8]. Derudover skildrede Pontoppidan situationer, individer og steder, som er genkendelige, da de bygger på egne oplevelser fra livet på landet, hvilket gør dem mere realistiske.[9]  Fra 1850´erne udvikles i Europa en ny naturvidenskabelig tilværelsesforståelse, naturalismen.

Forståelsen er monistisk, hvilket betyder, at man udelukkende anerkender eksistensen af den materielle verden, og verdensanskuelsen er ateistisk. Litteraturmæssigt henviser begrebet til tekster med et særligt livs- og menneskesyn, der har en ateistisk grundholdning. Mennesket ses altså som et dyr, der er styret af drifter (Sigmund Freud på samme tid var ved at udvikle sin psykoanalyse, der mere end nogen anden teori satte fokus på dette) modsat tidligere, hvor mennesket blev set som et ophøjet/sjæleligt/guddommeligt væsen. Derudover er mennesket i naturalismen og hos Pontoppidan er et produkt af dets arv og miljø.

Denne (miljø)determinisme siger, at enhver hændelse er forudbestemt og kan forklares ud fra ganske bestemte årsager eller naturlove, hvorfor den principielt vil kunne forudsiges.[10]Helt konkret betød det, at hovedpersonerne i Pontoppidans værker ofte bukkede under, fordi de ikke kunne leve under de betingelser, som arven og miljøet lagde op til.[11] Den darwinistiske anskuelse udfordrede derved den kristne determinisme, nemlig at alt er forudbestemt af Gud.[12]Hos Pontoppidans gennemstrømmer det naturalistiske syn en stor del af hans tekster i form af en optagethed af det naturalistiske grundtema om arv og miljø og at livet og tilværelsen er bestemt af af (social) arv, miljø og drift. Helt i forlængelse af samtidens religionskritiske strømninger satte Pontoppidan i sine tekster netop spørgsmålstegn ved forestillingen om en Gud i et samfund, der udviklede sig mere og mere naturvidenskabeligt, ikke mindst fordi Charles Darwins teorier om survival of the fittest iOm Arternes Oprindelse (1859) vandt frem.[13]Pontoppidan var ligeledes inspireret af den tyske filosof Friederich Nietzsches religionskritiske idéer og tanker om mennesket i slutningen af 1880'erne.

Værkerne havde han, inspireret af Brandes, læst i begyndelsen af 1890'erne. Pontoppidan drog inspiration fra Nietzsche for sin påstand om, at Gud er død, og for sin sønderlemmende kritik af kristendommens moral – helt i forlængelse af sin fars mørke kristendom, der ansporede Pontoppidan til at tage en anden og mere religionskritisk retning. Nietzsche hævdede, at kristendommen er de svages religion, og at den kristne moral er styret af de svages normer, som for eksempel medlidenhed og næstekærlighed.

Analyse af Henrik Pontoppidans Nådsensbrød, med fokus på sarkasme, herunder religionskritik.

I novellen Naadsensbrød (1887)[16] fortælles om den forarmede, socialt lavtstående og nedslidte Stine, der skal tvangsanbringes på det lokale fattighus, fordi hun ud af stand til at tjene til dagen og vejen. Umiddelbart skulle man tro, at Stine ville bønfalde myndighederne om hjælp, men anbringelsen på fattiganstalten beskrives i novellen som et overgreb mod Stine, fordi det i perioden erforbundet med enorm skam at modtage hjælp fra det offentlige og være fattig, eksempelvis frafaldt retten til at gifte sig og stemme.[17]

Faktisk er hovedpersonen i novellen, Stine Bødkers, nævnt med sit rigtige navn. Novellen udkom i som bekendt i samlingen Fra Hytterne (1887), men den havde en forgænger, en journalistisk artikel med samme titel skrevet i 1885. Artiklen var indholdsmæssigt stort set lig novellen som den blev omarbejdet til (dog hed novellens hovedperson Stine Bødkers i forlægget Trine Bødkers).[18]

Trine Bødkers levede i Østby (hvor Pontoppidan også selv voksede op). Pontoppidan udstillede hende uden hendes samtykke, med rigtigt navn til offentlig beskuelse. Offeret Trine Bødkers blev vred og Trine Bødkers søn gik til Pontoppidan og truede med sagsanlæg. Det kan måske være svært at sætte sig ind i hvorfor Trine Larsen blev så vred som hun gjorde.

Hun blev ganske vist udnyttet – men mange ville nu til dags synes, at det i det mindste var i en god sags tjeneste – retfærdiggjort af social indignation. Men dengang var det en udbredt opfattelse blandt menigmand og folket, at det at være en del af fattigfolket og fattig var noget selvforskyldt. Medlidenhed med den laveste sociale klasse var i nogen grad faktisk mere noget, der hørte eliten til.[19]

Endvidere var og blev det faktum, at han skrev ud fra det, han kendte, endnu et karakteristika i Pontoppidans forfatterskab og dette er også tilfældet i Naadsensbrød og Østby, hvor han tidligere selv har boet. Dermed bygger historien (jf. ovenstående journalistiske artikel) på egne erfaringer og oplevelser.

Dette negative klang passer endvidere ind i Pontoppidans formål med teksten – nemlig at kæmpe fattigfolkets sag og Pontoppidans subjektive holdning bliver dermed også afspejlet. Denne sociale indignation ses igen, da Stine Bødkers blev tvangsforflyttet til ”Kassen”. Her mærkes Stine Bødkers ihærdige modvilje tydeligt, og med et citat som ”Der er intet Maal for, hvor hun skreg.” (l. 174) beskriver Pontoppidan situationen og igennem hendes modvilje alene, mærkes igen hvor slemme leveforholdene på fattiggården må have været med en sådan reaktion.


Selve brugen af ordet ”Kassen” bliver en metafor for noget, der for de fleste er genkendeligt, en kasse, og bruger det til at beskrive fattiggården. En kasse er som bekendt lukket, til tider gemt væk og kan ligeledes være svær at bryde ud af. Kassens symmetri og lukkethed reflekterer dermed fattiggårdens hensigt og opgave. Endvidere er der i forhold til ”Kassen” en stor kontrast imellem den måde det indre og ydre af ”Kassen” bliver beskrevet på.

Befolkningen var ikke stolte af fattiggårdene og deres beboere. Derfor blev de ofte placeret uden for byen, og der blev gjort meget ud af, at man ikke umiddelbart skulle kunne kende en fattiggård på facaden og dermed ikke umiddelbart havde mulighed for at se, hvad der gemte sig bag murene. Dette var endnu en ydmygelse af fattigfolket: Det var nogle, man ikke ville kendes ved, nogle der skulle gemmes væk og glemmes.

Facaden, og dermed det ydre, fremstår nydeligt, næsten kirkeligt, og det indre beskrives meget kummerligt og lemmernes hverdag skildres som en tilværelse i fængsel; de adlyder og indordner sig af frygt for inspektørens afstraffelse, der styrer anstalten med, som tidligere militærmand, hård militærdisciplin. Det smukke ydre gemmer (og dermed forglemmer) med andre ord det barske indre.


Til sidst i historien, spørges der af provsten ind til hvad der foregår, og hertil svarer skolebørnene, at "Det var bare Stine Bødkers, der kom paa Kassen!" (l. 189).Læg mærke til brugen af ordet bare, for dette viser os, at tvangssituationer som denne var en normalitet og ikke videre bemærkelsesværdige. Han slutter af med denne sætning, for at understrege, at man afskriver hende som en hjælpeløs lemming, uden de rettigheder og den værdi, som man tillægger hver enkelt individ.

Dette viser også, hvor langt nede folkene på ”Kassen” er i den sociale rangstige.


”(…)hvor man havde Brug for en stærk, bred Ryg og et Par rappe Næver” (l 128). Her gøres af Pontoppidan brug af metonymi til at beskrive hendes situation. Hendes identitet og eksistens bliver hende frataget og hun står tilbage med kun en stærk ryg og et par rappe næver. Hun bliver gjort til en arbejdskraft i stedet for et individ. Mennesker er altså lemmer, må det forstås, og hendes indre, herunder personlighed, er underordnet hendes fysik.


Når Pontoppidan beskriver beboerne på fattiggårdene, beskriver han dem som lemmerne eller fattiglemmerne. Disse lemmer bliver på sin vis en metafor for Pontoppidans opfattelse af beboernes vilkår. Altså en underudviklet, forarmet, og identitetsløs art, hvis årtiers hårde arbejde har sat markante spor på krop og sjæl og gjort dem til arbejdsmaskiner.

Når fattige blev en del af fattiggårdene blev de deres identitet frataget og “slibes i Løbet af mindre end fjorten Dage til de villigste og føjeligste Led i Mekanismen…” (l.74) og ”…af slunken og renvasket Tamhed” (l.76)

Ordene slibes, led og renvaskettamhed, skaber et indtryk af, at der tales om en maskine. Fattigfolket er altså blot et led eller lem i en maskine. Dette maskineri af en fattiggård bliver for beboerne det sidste stop før døden, der nu ikke længere er selvstændige individer. Det eneste, der er tilbage, er sjæleløse gamle mennesker, der er døde i sindet, og kun har lemmerne tilbage.


Genremæssigt er Henrik Pontoppidans novelle at betegne som en klassisk novelle og kompositionsmæssigt starter novellen i in medias res med situationen, hvor Stine Bødkers skal på ”Kassen”.  Novellens opbygning er herefter en cirkelkomposition, hvilket betyder, den sluttede hvor den startede. Pontoppidan indleder novellen med at præsentere læseren for Stine Bødkers, og hendes situation og med ordene ”Anledningen var vægtig nok; det var Stine Bødkers, der skulde paa "Kassen" (l.2) Herefter vender historien sig væk fra Stine Bødkers og påbegynder beskrivelsen af og retter fokus på ”Kassen” og hans opfattelse af denne.

Hos Pontoppidan er brug af sarkasme et gennemgående stilistisk virkemiddel i hans samfundskritik[20]. Ironien gør stærkere indtryk på læseren, end hvis Pontoppidan mere direkte havde givet udtrykt for sin kritik. Beskrivelserne forfærder, fornøjer og vækker eftertanke hos læseren. I følgende uddrag gør Pontoppidan brug af en ironisk fortæller. 

”Besynderligt nok synes imidlertid Herredets Fattigfolk slet ikke at sætte Pris paa dette Palads, hvormed man saa rundhaandet har betænkt deres gamle Dage”(l.98). Man fornemmer her en sarkasme, der gør fortællerens synspunkt ret entydigt: Der er en åbenlys social indignation over vilkårene på fattiggården hos forfatteren, og dette er som bekendt er et karakteristisk stiltræk for mange af Pontoppidans tekster og Naadsensbrød er ingen undtagelse.

Fattigfolkene sætter altså ikke pris på dette ´palads´, de har været så ´heldige´ at være bosat på.  I virkeligheden beskriver han jo ”Kassen” som et kummerligt sted, hvor beboerne bliver udsat for nedværdigende og uværdig behandling, ikke fordi de som sådan trådt forkert og skal straffes, men nok nærmere arbejdet sig ihjel og brudt sammen under ”…livets byrde”.

Brugen af ord som ”Majestætens” og ”funklende i Guld” kan på sin vis fortolkes som skjult stikpille til henholdsvis den aristokratiske royale elite, såvel som den økonomiske. Dog kan det som bekendt også være en konsekvens af, at facaden på bygningen er bygget sådan, at man ikke umiddelbart kunne se, hvad der gemmer sig bag, fordi man ikke ville kendes ved fattigfolket.  Brugen af sarkasme kommer egentligt allerede til udtryk i novellen titel ”Naadsensbrød”. ”Naadsensbrød” betyder ”leve af andres barmhjertighed” eller (hjælp som ydes af medlidenhed)[21], hvilket selvsagt er sarkastisk ment, eftersom novellen ikke ligefrem beskriver barmhjertighed over for fattiglemmerne, nærmere umenneskeliggørelse.

Således giver Pontoppidan allerede ved titlen udtryk for samfundskritik.

Sognefogeden og provsten er som følge af deres religiøse overbevisning og titler tilknyttet (Guds) barmhjertelighed, og Pontoppidan skaber derigennem et ironisk modsætningsforhold allerede i titlen. Dette mindre eksempel på religionskritik passer ligeledes udmærket med Pontoppidans personlig opgør med kristendommen, hans inspiration fra naturalismen og Darwin, samt Nietzsche og budskabet om at bryde slavemoralen til fordel for herremoralen[22].

Inspektøren skildres som en Gud-Fader skikkelse, hvilket giver et billede af en mægtig og magtfuld person, der dikterer fattigfolkets liv og har magten og beføjelserne til at give og tage. En viderefortolkning kunne være, at deres afhængighed af ham er lige så stor, som den troende kristne forestiller sig, at vedkommende er afhængig af Gud.

Kassen” bliver ligeledes sammenlignet med en kirke. Dette bliver (selvfølgelig) beskrevet ironisk: ”Evigheden begyndte for dem her i disse store, højtidlige Rum, hvor Lyset fra de høje vinduer falder ind som med en overjordisk Glans, og hvor den mindste Hosten og Harken giver Genlyd under Loftet som i en kirke” (l.33). I dette citat vises ironien ved at Kassen bliver beskrevet som noget guddommeligt, ophøjet og i virkeligheden ret romantisk og idyllisk i forhold til, hvordan virkeligheden egentlig så ud.

Kirken, repræsentereret ved sognefogeden og provsten, ønsker Pontoppidan at tillægge kritik. Det ydre af "Kassen" bliver beskrevet som en stor og flot bygning, der står i skarp kontrast til dets indre. Når folk kom på ”Kassen” bliver de umenneskeliggjort og frataget dem deres identitet, og det vises ved, at der ingen respekt vises for dem længere.

Ironisk nok den kirke, der prædiker barmhjertelighed og næstekærlighed. Som konsekvens heraf, må fattigfolket ty til flasken, ”og under den fortvivlede Kamp for Tilværelsen, hun derefter havde maattet føre, var hun bestandig oftere tiet til Fattigfolks støre trøster, til Brændevinens Barmhjærtighed” (l.131). Brændevinens barmhjertighed træder i stedet for kirkens barmhjertelighed – eller mangel på samme.


Denne meget detaljerede beskrivelse af ”Kassen” og Stine Bødkers´ situation, er blandt andet en konsekvens af, at Pontoppidan var meget optaget af miljøets betydning for menneskers muligheder i livet. Som bekendt var han optaget af det naturalistiske grundtema omkring arv og miljø og hvordan vores medfødte arveanlæg og miljø er det, der afgør, hvad den enkelte bliver til her i livet. Den underudviklede, forarmede, og identitetsløse art, fattiglemmerne, der “slibes i Løbet af mindre end fjorten Dage til de villigste og føjeligste Led i Mekanismen” (l.74) er fanget i denne ´kasse´ af social arv.


I forlængelse heraf, rettes der en kritik mod kirken og at den heller ikke skaber selvstændige individer og hyklerisk taler med to tunger, fordi de ikke stiller sig kritisk over for elendigheden, mens de samtidigt prædiker barmhjertighed. I forhold til naturalismen, er Pontoppidans budskab, at det ikke burde være det medfødte arveanlæg og miljøet som det, der afgør ens skæbne og mulighed for at bryde ud af ”kassen”.

Pontoppidans grundholdning er præget af pessimisme: Mennesket var ikke frit, men determineret af kræfter, som det ikke havde indvirkning på.

Fra et nutidigt perspektiv er Det moderne gennembruds betydning stadig relevant, for det gennembrud, der i sin tid fandt sted, er et uafsluttet kapitel. Emancipation og nytænkning er stadig en drivende kraft. Det evige forandring - uanset dets endelige mål- er stadig en betingelse for udvikling. Derfor er det moderne gennembrud stadig den vigtigste kilde til vores egen virkelighed.

I forhold til moderne litteratur kan Henrik Pontoppidan og Naadsensbrød perspektiveres til henholdsvis Yahya Hassan og BARNDOM (2013)[23], fordi Hassan ligeledes gør brug af socialrealisme og ud fra egne erfaringer (dog i højere grad en Pontoppidan) beskriver virkeligheden helt nøgternt som den er. Hassan beskriver ligeledes det her omsorgssvigt fra hans forældre (den ”forældreløse generation”), som i relation til Pontoppidans kan være myndigheders omsorgssvigt overfor fattigfolket. Derudover kendetegnes begge forfattere ved, at de på kontroversielt vis tog bladet fra munden i deres beskrivelser af henholdsvis etniske miljøer og fattigfolket og belyste en mørk problemstilling.


Novellen starter i in medias res og gør brug af cirkelkomposition. Derudover gør Pontoppidan i høj grad brug af sarkasme til at kaste lys på følgende problemstillinger, at fattigfolk blev gjort til en arbejdskraft i stedet for individer med identitet, samt at fattigfolk bukkede under, fordi de ikke kunne leve under de betingelser, som arven og miljøet lagde op til.

Ydermere finder Pontoppidan den barmhjertighedsprædikende kirke hyklerisk, og han ønskede at gøre op med den kristne determinisme (at alt er bestemt af Gud), til fordel for budskabet om, at det ikke er det medfødte arveanlæg og miljø, der afgør, hvad den enkelte bliver til her i livet, hvilket er helt i forlængelse af naturalismen og Darwin, samt Nietzsches tanker.


Litteraturliste


1 Barbara Kjær-Hansen, Tinne Serup Bertelsen: Litteraturhistorien langsogtværs.
Link:. Systime, 2012. Senest besøgt5/62018

2 Knud Michelsen: Naturalisme / Det moderne gennembrud (1870 - 1890). Link: . Arkiv for Dansk Litteratur. Senest besøgt 15/6 2018


| | | | |
Tausche dein Hausarbeiten