De Fattiges udi Odensee
Hospital
Disposition
Thomas Kingo ’’De Fattiges udi Odensee
Hospital (1680)
Muligt
eksamensspørgsmål
Thomas
Kingo: »De
Fattiges udi Odensee Hospital allerinderligste og underdanigste Suk
og Søgning hos vor allernaadigste Herre og Konge«
(ca. 1680)
Hans
Hansen Nordrup: »Den
Grædende Dina Over Den Skam-skaaren Sichem«
(1719)
Giv
en analyse og fortolkning af en eller flere folkeviser efter eget
valg. Placer teksten (visen/viserne) i en litteraturhistoriske
kontekst.
Generelt om Verdslig Barok (centrale ting om
perioden) + centrale ting om genren i denne periode
Verdslig
Barok
Perioden
strækker sig fra 1600-1700-tallet
Samme
historiske kontekst som religiøs barok
Historiske
kontekst (Centrale Begivenheder):
Enevælde
i DK i 1660, kongen er stedfortræder for Gud. Vertikalt samfund
Alt
skal stilles opad, bevægelsen går altid mod himlen.
Opstod
en stor interesse for antikken: prøver at efterligne antikkens
former og vers.
Alt
skal ensrettes:
Massiv,
stram censur, alt skal godkendes af Kongen = strømlining i udgivne
tekster.
Kristendommen
skal ikke bare være noget som foregår om søndagen. Det skal
gennemtrænge hele livet. Idealet er at få den fromme bonde til at
bede bordbøn hver dag. Derfor skriver Kingo også aften- og
morgensange.
Nøgleord:
Modsvar
til den religiøs Barok
Verdslig
bestillingsarbejde
Verdslig
’’Undergrundsbarok’ (Ting der ikke vil blive godkendt af
censuren).
Panegyri
= Et selvudslettende jeg (eks. Odense hospital), Der prsier kongens
mægtighed eks. Kingo som hofpoet.
Jordiske
verdslig barok:
Undergenrer:
Lejlighedsdigtning
Betalingsarbejde
Bønneskrifter
Brugskunst
Underjordisk
barok:
Censuren
fremprovokerer spottedigtene
Parodier
barokkens svulstige sprog og formsprog
Cirkulerede
anonymt
Skrevet
af lærde, da de beherskede formsproget
Perspektivering:
Skæmteviserne
(folkeviser med fokus på parodien.
Religiøs
barok
Analyse
og Fortolkning af
Thomas
Kingo De Fattiges udi Odensee (ca. 1680)
Thomas
Kingo har skrevet mange salmer og lejlighedsdigte. Han er dog mest
kendt for sine salmer.
Et
af de digte er ’’De fattiges udj Odensee Hospital’’ – det
menes at være skrevet ca. 1680-1683.
Historiske facts om Odense Hospital:
Odense
Hospital (Gråbrødre Kloster) fungerede dengang som samlingssted
for både ældre, syge, sindsyge og fattige. Kingo var også biskop
i Odense.
Som biskop i Odense havde Kingo ansvaret for, at hospitalets
indskrevne havde tilfredsstillende forhold, men de midler der var
stillet til hospitalets rådighed, var ikke tilstrækkelig til at
skulle forsørge alle indskrevne med mad og forplejning samt
vedligeholdelse af hospitalet. Da kongelige ryttere i Odense, efter
kongens ordre, yderligere skulle forsørges af hospitalets økonomi,
henvendte Kingo sig via sit digt ”De fattiges udj Odensee
Hospital” til kongen for at berette om hospitalets virkelige
forhold, og derigennem bede om fritagelse fra at forsørge rytterne,
da dette ellers ville betyde, at forholdene på hospitalet ville
forværres.
Digtet ”De fattiges udj Odensee Hospital” indeholder en
indirekte kritik af kongens og statens politik, dog indlemmer -
og dermed forklæder - Kingo denne kritik som en bøn til kongen om
fritagelse fra førnævnte forsørgelse af de kongelige ryttere,
ligesom han ønsker yderligere hjælp til de indskrevne på
hospitalet. For at forstærke kongens indsigt i tilstanden på
hospitalet, samt manglen på økonomisk hjælp, taler digtet i en
form for billedligt sprog, hvor man følger Kingo rundt på
hospitalet og ser de indlagtes forskellige sygdomme for sig.
Digtets form:
Digtet er som sådan ikke inddelt i strofer, men er mere opstillet
som en lang bøn, i form af et timeglas. Timeglas-formen kunne
henlede tankerne på, at tiden rinder ud for både hospitalet og de
indlagte, hvis ikke kongen hører Kingos bøn og tilbyder sin hjælp
yderligere.
Resumé og indleding
For at skabe overblik over, hvorledes Kingo har forklædt sin kritik
af kongen i digtet ”De fattiges udi Odensee Hospital”, følger en
gennemgang af budskabernes inddeling i digtet. Digtet består af i
alt 80 linier.
Linie 1-12: Kingos bøn til kongen – de indskrevnes tilstande
generelt/alment.
Linie 13-48: De indskrevnes tilstande specifik
beskrivelse.
Linie 49-60: Kingos appel/bøn til kongen om hjælp
til hospitalet.
Linie 61-72: Linie 73-80: Kingos kritik af kongens
politik.
I de første 12 linier af digtet indleder Kingo sin bøn til
kongen med at berette, at han er ked af at være nødsaget til at
henvende sig til kongen om hjælp til de indlagte på hospitalet,
jf. linie 2: ”Forlad mig at jeg i dit Kongeskiød maa græde”.
Billedsprog:
”De fattiges udj Odensee Hospital” er opbygget med henblik på
at appellere til kongens samvittighed i kraft af det anvendte
billedsprog, der understreger dårligdommen på hospitalet.
Kingos sorg: linie 3-6: ”...Og øse der een Strøm af Vand og
Siele-Vee Som vælder udaf Nøds usoolet Iis og Snee, Som har brudt
ind udj de arme Lemmers Senge Udj vort Hospital og vil dem
snarlig trænge Fra deres Leye ud...” Af disse linier kan der
yderligere udledes, at Kingo føler et dybt, socialt og personligt
engagement for de indlagte på hospitalet – han begræder deres
forhold overfor kongen, det er ikke de indlagtes sorg der berettes
om i dette digt, det er Kingos oplevelse af tilstanden og dermed
hans sorg, belyst gennem de indlagtes forskellige situationer.
Kingo appellerer til Kongens samvittighed 1-12:
8-12: Optøer det Iisebierg saa gaaer de deres Vey. Hvad Vey? Gud
trøste det! Hvad Vey vil de vel tage Til nogen Verdens Hielp? Som
mange Aar og Dage Sin Food ei haver sat paa nogen Verdens Sti Mens
langs ad Korsens dynd sig daglig ælter i”.
Hvis der ikke længere er penge til at sørge for de indlagtes ve og
vel med hensyn til forplejning, vil de være nødsaget til at
forlade hospitalet og skaffe føden andetsteds. Dog vil udsigterne
være dårlige, idet de indlagte ikke har kendt andet end
hospitalets veje, og derfor ikke ved hvordan de skal klare sig selv
ude i virkeligheden, hvor der ikke vil blive sørget for dem. De ved
ikke hvilken vej de skal gå, for det eneste sted de kan få den
fornødne hjælp er på hospitalet. Herefter fortsætter Kingo sin
bøn med en dybere beskrivelse af de indlagtes tilstande. Det er i
dette afsnit, at kongen virkelig får indsigt i hverdagen på
hospitalet. Af linierne 13-48 fremgår det, at Kingo ikke ligger
skjul på, at dette dårligdommens hus har brug for en stabil
økonomi for at det gale ikke skal tage overhånd, omsorgen overfor
de handikappede ikke forsvinde og sygeplejen til de syge ikke vige
bort til fordel for de raske rytteres forsørgelse.
Linie 13-48: De indskrevnes tilstande specifik beskrivelse.
Her forklares de syges tilstand.
Linje 13-16
Disse linjer skal overbevise kongen, at bliver hjælpen til de
indlagte meget ringere har de ikke en chance i livet.
Dette inddrages for at forstærke kongens samvittighed overfor
hospitalet og situationen
Linje 21-24:
Linierne henleder tankerne på kongens egen tilstand sat i forhold
til de indlagtes, hvilket fremgår af følgende citat fra
førnævnte linier: Her tegnes et billede af et hårdt arbejdende
folk, der nu er mærket af livet så de ikke længere kan klare
dem selv. Deres liv og nuværende tilstand sættes overfor kongens
ditto. Kongen fremstår som en person, der aldrig har udrettet
noget hårdt fysisk, og derfor ikke er mærket af det –
ligeledes sætter Kingo kongen i lighedstegn med Gud. De er de
eneste, der er gået fri for at leve det virkelige liv, og derfor
har kongen endnu ikke været nødsaget til at se kendsgerningerne
vedrørende hospitalet og dets indlagte i øjnene.
Kongen er lig med Gud.
Sammenligningerne med det kristne/bibelske finder også sted ved
linjerne 29-30 og 35-36, Dette er såvel også et kendetegn for
denne periode, barokken anvender kristelige billedsprog, og specielt
historien om Job og Lazarus medtages i eksempelvis digte som dette,
for at understrege forholdet mellem rig og fattig. (I den bibelske
historie var Lazarus en fattig mand forfulgt af sygdom – I bibelen
beskrives han liggende udenfor en rig mands hus. Denne historie
viser de store forskelle på rig og fattig, rask og syg)
_ -
Der finder den sammenligning til mellem den rige man i historierne
og kongen, og de indlagte på hospitalet er ligesom Lazarus, mens
Kingo fremstår som job, idet Job repræsenterer næstekærlighed (i
biblen), Kingo appellerer til kongen om at udvise næstekærlighed
overfor de indlagte.
Kingo forsøger at sætte lighedstegn mellem bibelske personer og
de indlagte på hospitalet, og forsøger at gøre det klart, at
alle disse mennesker er resultatet af Guds vilje, og siger
indirekte, at Guds vilje vedrørende kongen kan ændres, hvis han
ikke udviser næstekærlighed overfor de, der behøver hans hjælp.
Igen er historien om Lazarus et eksempel på Guds vilje, idet den
rige mand, der ikke ønsker at hjælpe den fattige og syge Lazarus
med pleje og føde, ender i helvede på grund af sin uvilje mod
Lazarus, hvor han i stedet kunne have udvist næstekærlighed og
bidraget med sin hjælp, hvilket havde berettiget ham til at komme
i himmelen.
Linjerne 35-36:
Sammenkædning mellem hospitalets syge og Jesus hængende på
korset.
Med anvendelse af bibelske sprogbilleder henvender Kingo sig til
kongens religiøse overbevisning, idet de indlagte dengang ansås
for værende et kristent ansvar. Dette styrker desuden kongens
mulighed for at leve sig ind i situationen.
Linjerne 49-60:
Kingo gør sit bedste for at lade kongen vide, at de indlagte på
hospitalet værdsætter kongens hjælp, og Kingo appellerer til, at
kongen ikke fratager dem den lykke det er for dem at modtage hans
hjælp. De er taknemmelige for hans økonomiske hjælp.
Linjerne 57-60: Kingos egentlige appel til kongen fremstår. Kingo
beretter her, at både han og de indlagte kender kongens
hjælpsomhed i kraft af den hjælp de hidtil har modtaget, og derfor
også nu ved at kongen er så god, at han endnu engang vil bistå
med sin hjælp
Linie 61-72: Linie 73-80: Kingos kritik af kongens politik.
Den indirekte kritik til kongen og statens politik, er usædvanligt
for barokken (perioden).
Kingo forsøger i dette afsnit at forklare hvad kongens politik
vedrørende hospitalet – det at de nu yderligere skal forsørge
mennesker der tilmed er raske – kommer til at betyde, hvilket
fremgår af følgende citat fra linie 61-64: ”Den ubarmhiertige
Soldat hand haver suet Endog af deris Blod, indtil han haver kuet
Saa mangen fra sin Sted og Stavn for Skyld og Skat Saa Christi
Arme de maa miste deres plat”. Med disse linier mener Kingo,
at rytterne der skal forsørges af hospitalets midler er
ubarmhjertige, idet de ikke lider nogen nød ligesom de indlagte,
men fratager dem deres fornødne hjælp.
Denne indirekte kritik, mener at det er direkte ubarmhjertigt af
soldaterne at komme og tage de syges plads. Rytterne vil leve på
bekostningen af folk der virkelig har brug for hjælpen.
Det er desuden også en indirekte kritik af kongen, idet han vælger
at lade rytterne forsøge frem for de der trænger til det mest.
Dog efterfølger Kingo dette med en forudsigelse fra hans side, der
viser kongen at de tror på hans gode hjerte og hans hjælp. Dette
fremgår af linie 65-66: ”Her ligger een paa Dør for øden
Gaard og Arme Det Gud i Himmelen og Kongen sig forbarme”. Her
prøver Kingo at skabe et billede af en fattig, der har været nødt
til at videregive sin hjælp til rytterne og derfor nu må tigge
sig til mad og pleje, men hvor der er det lyspunkt for de indlagte,
at de ved dette ikke vil ske, idet kongen trækker sin befaling
tilbage. Dette er igen en appel til samvittigheden.
Endnu en appel til samvittigheden.
Linjerne 69-72:
Her oplyser Kingo sin mening i henhold til folkets betaling til
kongen – pakket ind i bønnen om hospitalet – så dette ikke
bliver ilde modtaget. At kongen kræver penge fra folk, der intet
har (i dette tilfælde skal hospitalets indlagte fremstå som
disse) vil betyde undergang for alle i sidste ende.
Kingo fremlægger denne mening gennem billedet, at kongen ønsker
at få en ko fra en mand, der ingen kvæg har, og overfører dette
til situationen med hospitalet, idet kongen kræver rytterne
forsørget ud af hospitalets i forvejen ikke tilstrækkelige
økonomi – dette vil medføre hospitalets undergang.
Afslutningen:
Kingo afslutter sin bøn ved at berette sin mening om kongen, samt
klargøre, at hvis kongen hjælper de indlagte på hospitalet, vil
disse mennesker for altid være ham taknemmelig og tænke om ham som
de gør om Kristus. Dette fremgår af linierne 75-76: ”...Hans
Naade er saa stor saa mild hans Hierterood, Hand haver lovet Hielp,
hand er saa Eyegoed”, ligeledes linie 79-80: ” Hielp, Hielp de
Arme, og betænk, hvad Hielp de faar At det er Plaster af din Haand
til Jesu Saar”. I dette sidste afsnit sættes de indlagte
endnu engang overfor Kristus, og de syges lidelser overføres til
Jesu lidelser, som en sidste indirekte måde at få kongens
samvittighed til at råde.
Kingo underskriver bønnen som: ”Christi og Kongens
allerunderdanigste og de fattiges skyldige Tiener”, hvilket er et
budskab om, at han ved han er Kongen underdanig, men vover alligevel
at bede om hjælp idet han også er de fattiges eneste udvej.
Argumentationen i digtet:
Det verdslige lejlighedsdigt argumenterer ikke rationelt overfor
kongen, men i stedet anvender Kingo bibelske billeder og henviser
til kristendommen, som en måde at få kongen til at føle sig
skyldig og genoverveje sin befaling og samtidig eventuelt hele sin
politik.
Barokkens kendetegn:
Det, der karakteriserer barokken og den verdslige lejlighedsdigtning
er, at man i digtene fra denne periode ikke skriver om nederlag, men
vender dårligdommen om til sejr, hvilket også er det Kingo gør i
”De fattiges udj Odensee Hospital”, i og med at han
henvender sig til kongen og fortæller om dårligdommen og hvad
denne kan medføre, men at de ikke frygter, idet de stoler på
kongens barmhjertighed.
Ligeledes forfattes sådanne digte i situationer, hvor digteren
gerne vil opnå noget specielt gennem sit digt. Dette være sig
anerkendelse som digter, eller som i dette tilfælde med ”De
fattiges udj Odensee Hospital” hjælp til de fattige og syge.
Det specielle ved Kingo er, at udover at være en stor digter, der
tør kritisere kongen og staten, var han også blandt de første,
der skrev på modersmålet, dansk.
Barok kan i overført betydning forstås som noget overdrevet,
hvilket ligesom foranstående anledning til hyldest, kendetegner
barokkens digte. Endnu et kendetegn fra barokkens skrivestil er, at
digterne skrev allegorisk, hvilket vil sige at de byggede deres digte
og salmer op omkring symboler og billedsprog, som i for eksempel ”De
fattiges udj Odensee Hospital”, hvor Kingo gentagne gange
anvender kristendommen som symbol for bedre forståelse, samt
anvender billedsprog i afsnittet hvor der berettes om de syges
tilstande.
Konklusion:
Ved at anvende Gud og Jesus i digtet, samt skrive at Kingo og de
indlagte har tiltro til kongens hjælp, idet han endnu aldrig har
svigtet, forbliver ”De fattiges udj Odensee Hospital” udadtil
et ægte barokdigt. Kingo har her altså forfattet et digt, hvor han
inddrager alle de karakteristiske træk fra barokken, men hvor han
opvejer de to største magthavere mod hinanden - Gud mod kongen - og
på denne måde stiller han kongen overfor et skjult budskab om
enten at hjælpe de fattige på hospitalet og som følge af dette
komme i himmelen. Eller fastholde sin befaling om forsørgelse af
rytterne og dermed gå imod kristendommens bud om næstekærlighed,
hvilket ville kunne stille kongen i dårligt lys overfor både Gud,
og de fattige på Odense hospital.
Appellen i Kingos digt ”De fattiges udj Odensee Hospital” blev
på trods af barokkens karakteristiske inddragelser overhørt af
kongen, men kan meget vel have inspireret barokkens øvrige
lejlighedsdigtere til, som før nævnt, at ændre digtenes indhold i
starten af 1700-tallet. ”De fattiges udj Odensee Hospital” er
alt i alt et typisk barokdigt, med et knap så typisk indhold,
hvilket gør det helt unikt, og dermed interessant at fortolke.