<
>
Download

Erörterung
Soziologie

Gammel Hellerup Gymnasium

2016

Emil A. ©
3.50

0.10 Mb
sternsternsternsternstern_0.2
ID# 76027







Samfundsfag Gammel Hellerup Gymnasium

Velfærdsstat og økonomiske sammenhænge


Sammenlign de tre velfærdsmodeller: Universelle, residuale og korporative:


Den Universelle velfærdsmodel, som blandt andet benyttes i Danmark, kendetegnes ved at en stor del af det sociale ansvar og forpligtelser er koblet til statens skuldre. Staten er i centrum og skal sørger for den sociale sikkerhed og lighed blandt folket, uanset social status.

En af tingene staten skal sørger for, og som er grundlæggende i denne form for velfærdsmodel, er at der er lige muligheder indenfor uddannelsessektoren. Alle, både rige og fattige familier har mulighed for at sende deres barn i en gratis folkeskole. Det samme gælder tilbuddet om videregående uddannelser.

Sådan forholder det dog sig ikke i den residuale velfærdsmodel, som kendetegnes ved at det er individet der sættes i fokus. Der betaler det offentlige de første 10-12 år af barnets uddannelse og der er dermed lige muligheder uanset social rang. De videregående uddannelser (college) er derimod egen betalte, så her det kun de rigeste familier, der har råd til det.

I den korporative velfærdsmodel, som kendetegnes ved at det er civilsamfundet der spiller en stor rolle i samfundet, kommer udsagnet stærkt til udtryk i forhold til undervisning.

I denne model er det forældrene der har retten samt pligten til at undervise deres børn. Det er altså civilsamfundet der har det fulde ansvar for deres børns uddannelse.

Vedrørende børnepasning i den universelle velfærdsmodel er der ligeledes lige muligheder for alle. Det er der ikke i den residuale velfærdsmodel. Der findes nemlig ikke særlig mange børnepasningsordninger og dem der er, er private og dermed ikke offentlige støttede.

Det kan resultere i at en fattig familie, hvor der ikke er råd til de private tilbud, der må moderen kvitte sit job for at passe barnet.

Derimod i den korporative velfærdsmodel er forholdet til børnepasning anderledes. I og med at civilsamfundet, som består af familie, venner osv. er meget i centrum er det dermed også naturligt at netop børnepasning ligger på civilsamfundet skuldre.

I mange af tilfældene er det bedsteforældrene der står for børnepasningen. Denne løsning er også den billigste og derfor meget brugt af fattige familier.

I den universelle velfærdsstat får rige og fattige familier alle det samme tilbud om offentlige institutionspladser. Hvis den fattige familie alligevel ikke har råd til dette tilbud, er der mulighed for at få et offentligt tilskud fra kommunen. Der er dermed skabt lige muligheder for alle.

I forhold til sundhedssektoren er der mulighed for både en fælles offentlig sygesikring og en privat sygesikring. Den offentlige sygesikring er en ydelse alle borger har ret til lige meget hvilken social gruppe de tilhøre. Den rige familie har yderligere mulighed for at tegne en privat sygesikring.

I forhold til den resudiale velfærdsmodel er sygesikringen privat tegnet. Der er derfor stor ulighed blandt befolkningen på netop denne ydelse.

Mange gange må de fattige familier undvære, mens de rige familier har muligheden for en privat sygesikring. I den korporative velfærdsmodel er sygesikringen ofte tilknyttet til arbejdspladsen. Det vil sige at den arbejdende betaler en procentdel af sin løn til et forsikringsselskab.

Et fattig familie, der ikke er i arbejde, har ikke denne mulighed og er dermed dårligere stillet fordi, der kun findes et privat sygehusvæsen. I den universelle velfærdsmodel dækker overførelsesindkomsterne blandt andet: SU, folkepension, dagpenge og boligstøtte.

Hvis man herefter bliver arbejdsløs kan man få disse penge udbetalt i max et halvt år.

Fattige familier der ikke har råd til denne forsikring kan hermed ikke modtage arbejdsløshedsydelser. I den korporative velfærdsstat lægger modellen vægt på at man som lønmodtager obligatorisk er tilknyttet en forsikringskasse.

Dvs. at retten til overførelsesindkomst afhænger dermed af om hvorvidt man er i arbejde. I den residuale velfærdsmodel er muligheden for pension privatstyret, så her kan de allerfattigste familier heller ikke være med.

I den universelle velfærdsstat kan man derimod kun modtage dagpenge/arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis man er tilknyttet en a-kasse. Det vil sige at fattige familier, der ikke har råd til at være bundet til en a-kasse kan ikke modtage denne form for overførselsindkomst.

Heraf talemåden ”De bredeste skuldre bæger de tungeste byrde.” Både de rige og fattige familier betaler den mindste skat i Danmark kaldet bundskatten Som rig familie tillægges der dog en ekstraskat i form af en topskat på 15% af den personlige indkomst. I den residuale velfærdsmodel, som blandt andet benyttes af USA, er skattetrykket forholdsvis lavt i og med at der ikke betales til diverse sociale ydelser.

Den rigeste del af befolkningen betaler en marginalkskat på omkring 38% af deres indkomst.

Hvorimod den fattige del af befolkningen kun betaler omkring 10%. I den korporative velfærdsmodel, som benyttes af lande som Italien, er skattetrykket forholdsvis lav. Alle i Italien betaler en proportionalskat på 23%, dvs. at fattige familier med en indkomst på under 15000€ skal kun betale denne skat.


Undersøg hvad der er materialet i bilag 1 kan udledes om dansk velfærd. Undersøgelsen skal være understøttet af relevante beregninger. Du skal anvende viden om velfærdsmodeller og økonomiske sammenhænge.


Blandingen af de socialistiske og liberalistiske værdier er et eksempel for den form for økonomi vi har her i Danmark. Der er nemlig skabt en form for sikkerhed for de svageste i samfundet og samtidig bruges staten som drivkræft til produktion. Princippet i den universelle velfærdsmodel skaber et sikkerhedsnet, i form af divierse velfærdsydelser.

Dette er et tilbud alle landets borgere får, ligegyldig hvilke social eller økonomisk situation man er i.

Dette kan dog vendes til et kritikpunkt, hvor statens store rolle kan nævnes. Det at staten har så stort et ansvar kan bevirke til at et enkelte individ mister følelsen af personlig ansvarlighed, og dermed finder det letter at leve på statens regning.

Ikke-aktiverede kontanthjælpsmodtagere, fra 2007 - 2010 steg med cirka 60% hvilket fremkommer signifikant.

Tendensen i statistikken er en procentvis stigning på 45% af antal mennesker på kontanthjælpsbyrden. Dette kan være bundet til finanskrisen i 2008, hvor der blev skabt en konjunktursvingning. Fra højkonjunktur til lavkonjunktur. Den danske velfærdsstat var udsat for økonomisk pres, da samfundet var præget af en høj arbejdsløshed.

Denne drastiske konjunktursvingning førte til en recession, hvilket havde en indflydelse på markedet. I takt med at renterne på lån steg, så havde konjunktursvingningen en negativ effekt på befolknings forbrug. Efterspørgslen på varer og tjenester dykkede, grundet privatforbrugerne, som havde færre penge mellem hænderne.

Derfor blev statens penge til samfundet overskygget af prisstigninger på varer og tjenester. For at undgå dette kunne der føres en kontraktiv finanspolitik. Den føres normalt under en højkonjunktur for at undgå overophedning af økonomien. Den generelle holdning var at, selvom den danske velfærdsstat var under økonomisk pres, så skulle velfærdstaten forbedre i stedet for at skæres i.

Dette kan understøttes i bilag 1, hvor cirka 65% mener at velfærdsstaten skal opkræve mindre skatter eller forbedre den offentlige sektor. I forbindelse med forsørgerbyrden der øges på grund af den demografiske udfordring, var følgende konsekvenser i form af, at der kom flere ældre og færre på arbejdsmarkedet, som derefter skabte ubalance i statens finanser.

I dette tilfælde, kunne staten anvende nedskæringsstrategien, for at løse arbejdsløsheden. Nedskæringsstrategien kunne benyttes, da staten beskære i service ydelserne og i stedet anvender brugerbetaling. Hvis staten skulle være forsikret mod uventede afgifter, kunne de vælge at udlicitere opgaver.


| | | | |
Tausche dein Hausarbeiten